Magt, ligeværd og vores historie

Hvem bestemmer, om du hører til? Historisk set har magt været brugt til at bygge fællesskaber op – og rive dem ned igen. Nogle er blevet inviteret indenfor, andre er blevet efterladt i kulden. Magt har skabt en verden, hvor fællesskabet ikke altid er for alle, men kun for de få, der sidder for bordenden.

At Renata Edsbjerg, den 15/01/2025.

Magt

Når vi kigger ud på verden i dag, kan vi næsten ikke undgå at se det: Magt, der manipulerer, udnytter og splitter. Geopolitiske konflikter, rovdrift på ressourcer og forvrængning af sandheden tjener de få og efterlader de mange uden stemme og indflydelse. Magten bruges til at skabe splittelse og undertrykke fællesskaber, og det efterlader os i en verden, der bliver svagere, mindre sammenhængende og ude af stand til at løse de virkelige problemer, vi står overfor.

Som ledere har vi et ansvar for også at rette blikket mod vores egne organisationer. Ofte ser vi de samme dynamikker udspille sig der, hvor vi selv kan gøre en forskel. Hvor magt bruges til at kontrollere fremfor at inkludere. Hvor beslutninger træffes i lukkede rum, og hvor nogle stemmer stadig vejer tungere, mens andre bliver overset.

Men findes magtfrie fællesskaber overhovedet?

Det korte svar er: Nej. Men det behøver heller ikke at være målet. Magt i sig selv er ikke problemet – det er måden, vi bruger den på. Magt er en kraft, en form for energi, der kan skabe eller ødelægge, afhængigt af hvilken intention og handling der ligger bag.

Når magt bruges til at undertrykke, dominere eller skabe ulighed, bliver den destruktiv. Men hvis vi bruger magt til at styrke, inkludere og løfte andre, bliver den en ressource, der bygger fællesskaber op.

Refleksion:

» Hvilke historiske magtforhold og uligheder former stadig vores fællesskaber og organisationer?

» Hvordan kan vi gøre os fri af det?

Den bedste leder er den, hvis tilstedeværelse næsten ikke mærkes. Når arbejdet er gjort, og målet nået, siger folk: Vi gjorde det selv.

Ligeværdighed: Den bedste strategi i en verden i opbrud

I en verden, hvor alt forandrer sig hurtigere, end vi kan nå at blinke, er ligeværdighed ikke blot et “nice to have” – det er en forudsætning for samarbejde. Vi står midt i et kaos af klimakrise, kunstig intelligens, sociale skel og behovet for at tænke i helt nye baner. Gamle hierarkier og magtstrukturer kan ikke længere holde sammen på det. Hvis vi skal klare os – og endda trives – i den her vilde tid, kræver det, at vi slipper ideen om, at magt og viden kun ligger hos de få.

Nogle af verdens magthavere har endnu ikke indset dette. De spiller stadig efter de gamle regler, hvor magt handler om kontrol og dominans. Men at de hænger fast i fortiden, betyder ikke, at vi andre ikke kan vælge en anden vej.

Ligeværdighed handler om at give plads til alle stemmer. Ikke fordi det er det korrekte at gøre eller moderne, men fordi vi har brug for hele paletten af perspektiver og ressourcer for at kunne navigere i alt det ukendte. Når vi sætter os sammen og lytter til hinanden med oprigtig respekt, sker der noget magisk: Vi finder løsninger, vi aldrig kunne have tænkt os frem til alene. Så drop idéen om “den stærkeste overlever” – i den her verden overlever de, der skaber sammen.

Vores fælles historie

Historien former ikke kun vores fællesskaber, men også vores relationer – og den måde, vi vælger at navigere fremtiden på. Fortidens fortællinger om uretfærdigheder, magtspil og sejre har bragt os til et skillepunkt. Spørgsmålet er: Hvad for en historie vælger vi at skrive sammen herfra? Vil vi lade os styre af de gamle logikker, der skabte hierarkier og splittelse, eller tør vi forme fællesskaber, hvor alle føler sig som en vigtig del af helheden?

At skrive en ny historie kræver, at vi møder hinandens fortællinger med en vilje til både at forstå og udfordre. Det handler ikke om at afvise fortiden, men om at lære af den og træde ind i en fremtid, hvor vores relationer bygger på ligeværdighed og tillid. Vi skal turde skabe rum for ægte dialog, hvor forskellige perspektiver kan mødes og finde styrke i hinandens forskelligheder.

Den historie, vi skriver, handler ikke om en idealiseret fremtid, hvor alt glider perfekt. Den handler om fællesskaber, der tør være levende. Fællesskaber, der balancerer kompleksiteten i at være mange og forskellige – og som alligevel finder en fælles vej. Hvor magten ikke længere er noget, der fastholdes, men noget, der flyder og skaber energi, muligheder og mening for os alle.

Fremtiden er ikke noget, der sker for os. Den er noget, vi skaber sammen. Og det starter med fællesskaber, hvor vi ikke bare er til stede, men føler os som en vigtig del af noget større – fordi vi har valgt det. Fordi vi tror på det. Og fordi det er sådan, vi skriver historien om, hvad det vil sige at være menneske i en foranderlig verden.

Refleksion:

» Hvordan kan vi lytte til hinandens historier og erfaringer med åbenhed og forståelse og bruge disse fortællinger til at opbygge stærkere forbindelser?

samtaleboks

Har du lyst til at dykke dybere ned i de øvrige emner, der knytter sig til de 12 indre menneskerettigheder og regenerative transformationer